Carsten Steffensen 60 år

carsten-steffensenDen d. 10. juni 2010 fyldte Carsten 60 år.

Alle os der kender Carsten ved, at her er der orden i tingene, og når han går ind for noget, bliver det gjort ordentligt.

Dette har vi her i området nydt godt af, både os som mødes og træner sammen i hverdagen, og de medlemmer af DRK i området i de år han varetog hvervet som kontaktmand. Men også i Astrup jagtforening, hvor han i nogle år har været en respekteret hunde-instruktør.

Hans egne hunde har der også været tid til, og under kennelnavnet Bjørnbæks, har Carsten med stor omhu opdrættet mange gode hunde, som mange jægere og hundesportsfolk har haft glæde af. Fra sidste kuld på DKCH Bonnie er der bla. BjørnbæksTasja, som Carsten selv har beholdt og ført på både mark og udstilling, og som i øvrigt kun mangler et certifikat i at blive DKCH.

Vi her i området ønsker dig hjertelig tillykke med det runde hjørne og ser frem til mange gode jagt- og træningsture i fremtiden.

Hilsen Hirtshals-området