Velkommen, Gæst
Brugernavn: Adgangskode: Husk mig

EMNE: Ruhårsavl

Sv:Ruhårsavl 4 år 8 måneder siden #113

Hej Christian.

Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ikke vil kommentere dit indlæg. Jeg synes du generaliserer i en grad, der ikke er hensigt mæssig. Det handler jo ikke om hvad du eller klubben vil med den "danske ruhårede hønsehund", husk at det jo hedder "Tysk" ruhåret hønsehund. De danske hunde stammer jo også fra Tyskland. Behovet for en jagthund er meget forskelligt afhængig af jagtform og geografisk placering, derfor avler vi alsidige og sunde hunde først og fremmest. At nogle bringer sortskimlede hunde til Danmark, synes jeg er helt fint, det kan jo feks. forbedre hårlaget på vores hunde, som mange, der holder hunde indendørs måske er lidt trætte af. Lad os ikke være protektionister, men åbne øjnene op for hvad der sker andre steder, og være åbne for hvad nye tiltag kan bibringe. For mig som opdrætter gælder det om at have en stærk klub i ryggen, der formår at holde klubbens opdrættere samlet om den fælles interesse, og det synes jeg vores bestyrelse klarer rigtig godt.Jeg er flittig bruger af vores hjemmeside, som vel nok er den bedst fungerende hjemmeside overhovedet indenfor hundeavl i Danmark. Den virker også rigtig godt som udstillingsvindue for den ruhårede hønsehund, og klubbens opdrættere eller hundeejere.
De mennesker der bruger en meget stor del af deres fritid på at hjælpe os med at drive klubben, har brug for anerkendelse og motivation, det synes jeg vi alle skal huske på. Er man utilfreds, er man jo velkommen til at søge indflydelse ved at stille op en give en hånd med.Det er noget mere konstruktivt end at kritisere.

Morten Kaas Jespersen
Administratoren har deaktiveret offentlig skriveadgang.

Sv:Ruhårsavl 5 år 1 måned siden #105

Kære Jørgen Jensen
Du har ret, der findes faktisk informationer om unghundeprøven i Årbogen.
Årbøgerne 2009 og 2010 bringer alene resultatet af årets prøver, hvor mor og far til de afprøvede hunde ikke er medtaget. Disse resultater er næsten uden informationsværdi, idet formålet med unghundeprøverne netop er, at sige noget om forældredyrenes avlsværdi.
Årbog 2006 og 2008 bringer ud over ovennævnte også en summarisk statistik over gennemsnitsresultaterne for alle avls hanner og tæver, med afprøvet afkom. Dette er bedre, men ikke helt godt nok, fordi man ikke kan se kombinationerne. Her kan enhver i øvrigt gå ind og se de tyske hanhundes avlsresultater, og vurder om Christian Holm Pedersens forestillinger er baseret på fakta.
Årbog 2007 bringer på side 308 – 318 en rigtig udmærket og informativ statistik. Indgangen til statistikken er navnet på den tæve, der har fået afprøvet mere end 3 efterkommeret, og for hvert afkom vises også navnet på faderen. En tilsvarende statistik med navnet på faderen som indgang, ville være informativ.
Den diskussion om avl, som Ruhårsklubbens formand har skrevet, at han vil starte, bør efter min mening rumme overvejelser om, hvordan vi skaffer nogenlunde valide og aktuelle avlsinformationer.
Lars Malver
Administratoren har deaktiveret offentlig skriveadgang.

Sv:Ruhårsavl 5 år 1 måned siden #104

Kære Lars Malver.
Prøv at tjekke Dansk Ruhår Årbog 2005 side 272-282. Måske kan du finde nogle informationer der.
Venlig hilsen
Jørgen Jensen
Administratoren har deaktiveret offentlig skriveadgang.

Sv:Ruhårsavl 5 år 1 måned siden #103

Kære Christian Holm Pedersen
Jeg har først nu set dit indlæg på klubbens hjemmeside. Ingen har svaret på dit indlæg, og det syntes jeg er synd, for du skriver om et vigtigt emne.
Nu får du så mit svar.
Lad mig starte med det vi er enige om:
Vi skal have ”fri” avl af den ruhårede hønsehund. Vi skal ikke have bestyrelsen eller andre til at styre avlen. Derfor kan vi godt diskutere avlsmål, og jeg hilser det velkomment, at bestyrelsen vil tage initiativ til dette.
Der er bestemt også noget jeg er uenig med dig i.
Du kalder det respektløst, at medlemmer af klubben henter hvalpe og får parret tæver i Tyskland, og nævner - kritisk - sortspættede hanhunde.
Det er svært at respektere dine synspunkter, når du ikke selv respektere Standarden for den ruhårede hønsehund. (Sortspættede). Det minder mere om smagsdommeri.
Jeg respekterer til enhver tid din ret til at avle indenfor de meget få begrænsninger, som nu engang findes for avl af Ruhår. For min skyld må du gerne avle mindre hunde og hunde som er ”knap så energiske”, hvis det er det du vil. Blot syntes jeg, du skal give andre samme frihed til at gøre, som de finder bedst.
Du forholder dig kritisk til avl med tyske hunde og import af hvalpe.
I betragtning af, at der nok findes 5-10 gange så mange Ruhår i Tyskland som i Danmark, er det godt nok et stort antal hunde at afvise i avlen. Mon ikke din holdning viser mere om dig og din indsigt, end om avl med hunde fra nabolandet.
Der kan være mange grunde til at søge avlsmateriale i Tyskland. Lad mig her nævne den ting der er vigtigst for mig.
Den tyske Ruhårsklub afprøver en meget stor del af deres unge hunde og udarbejder meget informative avlsstatistikker. Hvis du overvejer at bruge en bestemt hanhund, kan du se hvor han og hans søskende er stærke og svage, og du kan se hvilke egenskaber hans afkom har. Det kan du ikke herhjemme.
Det var tanken med klubbens Unghundeprøve, at vi skulle samle informationer af denne karakter. Disse informationer holdes hemmeligt af klubbens bestyrelse. Tankevækkende ikke? Respektabelt ?
Med venlig hilsen
Lars Malver
Administratoren har deaktiveret offentlig skriveadgang.

Ruhårsavl 5 år 5 måneder siden #85

  • chp
  • chp's profilbillede
Når man gennemgår klubbens hvalpeformidling pt. kan man se, at under hvalpe til salg og hvalpe på vej er ca. 30 % af de brugte hanhunde af ren tysk afstamning. Det er ikke kun et tilfældigt tilfælde her og nu, men en tendens som er taget til de sidste år blandt opdrættere. Enkelte opdrættere har gennem ganske mange år brugt denne praksis i avlen.

Undertegnede har også selv brugt hanhunde af ren tysk afstamning og hanhunde med 50 % tysk blod, når jeg følte at der måske var brug for en ny blodlinie med gode egenskaber for efterskuds arbejde, især sporarbejde. Det har så været med hanhunde, der var indført til Danmark, eller som er født her i landet. Men generalt for hanhundene er, at alle er afprøvede her i landet og som jeg har kendt og oplevet med et prima temperament samt med et allerede passende antal afkom, som jeg så har kunnet vurdere, at der var egenskaber jeg kunne bruge på min tævelinie.

Min mening om vor avl af ruhårede hønsehunde er, at der skal avles hunde til danske jægere, der ønsker hunde som er let dressurbare, med et godt og sikkert temperament og hunde som en moderne ung familie kan have i hjemmet. Vi må erkende, at tiden har forandret sig og at de fleste holder hund på en helt anderledes måde, end man gjorde for år tilbage. Jeg er af den overbevisning, at den nu meget populære tendens med at tage til Tyskland for at få parret sin tæve, eller at hente en ny hvalp, er mere skadeligt end godt for avlen og for racens omdømme, som slet ikke er så godt længere.

Når man som gammelt medlem og opdrætter ser hvordan nye og forholds nye medlemmer af klubben henter hunde i Tyskland og kun parrer deres tæver med tyske hanhunde - nu også med sortspættede hanhunde - synes jeg, at det er ganske respektløst over for vor race. Vi må også konstatere, at opdræt af ruhårede hønsehunde faktisk udelukkende udøves af hundesportsfolk,og at den drejning af avlen ikke er noget som danske jægere har ytret ønske om. Den form for avl, bærer mere præg af opdrætterens egen interesse, end for racen. At den ruhårede hønsehund er vindere på mange vinderklasser, fuldbrugsprøver og lignende er da meget fint, men når man også ser på racens faldende popularitet og omdømme, kan man jo godt sige, at vi har sejret af h...... til .

At der ikke var mere interesse for klubbens hanhunde fremstilling i 2011 blandt de mange avls registrede hanhunde ejere, har jeg da meget forståelse for. Jeg mener, at tiden er inde til nu, at klubben, bestyrelsen og opdrætterne tager tyren ved hornene og får diskuteret, hvad vi vil med den danske ruhårede hønsehund i fremtiden. At indkalde til opdrættermøde og kun have en dyrlæge til at holde fordrag om hofteleds dysplasi, har ikke noget med et opdrættermøde at gøre. Det har vi diskuteret i de sidste 40 år og er ikke kommet meget videre med. Vi må sætte os ned og snakke om, hvordan ønske vi den ruhårede hønsehund skal være i fremtiden. Skal vi måske avle mindre hunde inden for racens størrelse kan være en ting, som ikke vil gå ud over dens jagtlige præstationer ! Skal vi avle knap så energiske hunde, som ikke kræver så meget af ejeren! Skal vi diskutere hårlaget og farverne på hårlaget på vore hunde, som stadig er vanskeligt at lave ens på et helt kuld hvalpe! Tandfejl! Der er emner nok til et rigtig opdrættermøde.

Til slut vil jeg lige frembringe, at jeg helt er tilhænger af, at vi har en fri avl af den ruhårede hønsehund, men at klubben og den siddende bestyrelse af klubben skal have en strategi og målsætning af avlen. Det vil være uheldigt, hvis klubben bliver delt op i en dansk og tysk gruppe af medlemmer, mere end der er i forvejen.

Med venlig hilsen
Christian Holm Pedersen

Ps. Ovenstående skrivelse er skrevet og sendt til Dansk Ruhår Klubs bestyrelse i 2011.
Administratoren har deaktiveret offentlig skriveadgang.
Tid til at oprette siden: 0.111 sekunder
Leveret af Kunena Forum