Beretning for Område Fyn 2020.
I år har på mange måder været anderledes. Alt sammen pga. Covid-19, som i starten af marts gjorde, at arrangementer måtte aflyses og andre laves om, således at alle de udstukne regler og anbefalinger kunne overholdes.
Årets aktiviteter følger her i kronologisk rækkefølge:
Vi startede ”helt normalt” hvor vores indendørstræning for hvalpe, unghunde og øvede løb af stablen - næsten som planlagt! De sidste to træningsgange blev aflyst pga. Covid-19.
Der var rigtig fin tilslutning på de tre hold, som fem onsdage mødtes i DogCenter i Radby. At træningen foregår indendørs og på en hverdagsaften er helt sikkert et plus for fremmødet.
Den indendørs træning gentages til efteråret 2020.
Fire marktræningsdage nåede vi inden nedlukningen. Tak til Jørgen Madsen for at skaffe terræner og stille sig til rådighed på disse dage.
Forårsmarkprøven med afholdelse d. 1/3 havde deltagelse af tre unghunde og 15 åben klasse-hunde. Terrænerne på Sanderumgård og Ørnfeldt/Østergaard var rigtig gode og stor tak til Jan Poulsen, Meik Mortensen, Jens Esmann, terrængivere og dommerne Kim B. Rasmussen og Poul-Erik Rasmussen.
Pokal til bedste åben klasse gik til Jens Ole Dam og Zion, mens unghundenes pokal ikke blev uddelt i år.
Et par dage senere havde vi endnu et arrangement. Janne Vendelbo kom og fortalte os om hendes version af hundetræningen til vores foredragsaften. 45-50 personer havde fundet vej til Fraugde og fik en masse brugbar viden med hjem. Spørgelysten var stor blandt de fremmødte, hvilket giver et bedre udbytte for alle, når nogen tør J
Jagt- og Outdoor-messen skulle have ligget i midten af marts, men blev rykket af et par omgange for til sidst at blive sløjfet helt. Messen vender efter planerne tilbage i 2022.
Dressurtræningen blev udskudt med opstart, men det blev til trods for det til i alt 11 onsdagstræninger. Vores hold blev reduceret til max. 8 deltagere pr. hold + trænerne, således at vi ikke kom over de magiske 10 personer! Det lykkedes fint at mødes forskellige steder og med to mødetidspunkter, således at der ikke blev overtrådt nogle regler mht. forsamlingsforbud.
Selvom situationen var anderledes – få personer, ingen håndtryk, god afstand, ingen drikkepauser, mv., så har trænerne og flere deltagende på kurset givet udtryk for, at det er en god måde at afholde træningen på. Udbyttet bliver større for hver enkelt og trænerne kan bedre gå i dybden med evt. udfordringer, som hund/fører måtte have.
Derfor kom der alligevel noget godt ud af noget, som i første omgang synes at være skidt.
Vores intentioner er, at også 2021 skal køre nogenlunde på denne måde, således at udbyttet fra træningen maksimeres for hver enkelt.
Den lille apporteringsprøve, hvor der var udtagelse til racedyst, blev afholdt sidst i juni med syv deltagende hunde. Per Andersen, Thomas Schultz og Danny Nygaard kvalificerede sig til racedysten, som dog desværre ikke gik helt efter planen.
Hvalpemotivation og sensommertræning startede hhv. sidst i juli og først i august og tilslutningen til begge dele var god. Vi kunne forsamles lidt flere personer, hvilket muliggjorde træningen.
Ræveslæbsprøven i midten af august blev til noget i år. Der var seks tilmeldte hunde, som er det absolutte minimum for afholdelse af denne prøve, og beståelsesprocenten var 50…
Tak til Jan Poulsen og Meik Mortensen samt dommer Poul-Erik Rasmussen for at bruge nogle timer sammen med os og ikke mindst tak til Lisbet Haustrup for lån af Ørnfeldt.
Marktræningerne i år blev afholdt to steder – hhv. på Ørnfeldt og hos undertegnede - og tilslutningen var god. Der blev lavet et par træninger for helt unge/urutinerede hunde og det fungerede fint at introducere markarbejdet på denne vis. Igen skal lyde en tak til Jan Poulsen og Meik Mortensen samt Lisbet og ligeledes til Jens Toft for at bruge et par aftener på de unge hunde.
Bubbelprøven havde i år 8 deltagende hunde og prøven blev afholdt på Ørnfeldt. Tak til Jan Poulsen, der var terrænleder, og dommer Kim B. Rasmussen, der på sædvanlig positiv og konstruktiv måde fik dagen til at fungere. 1. vinder blev Karsten Petersen med Egemosen´s Tico, mens Axel Hansen og Ulrik Grøn blev hhv. 2. og 3. vinder.
Og lidt skuen fremad: onsdag d. 28/10-20 starter indendørstræningen op på ny med hhv. hvalpe- og fortsættertræning. Desuden ved jeg at bestyrelsen for DRK arbejder på at få en vinterudstilling til Fyn i november eller december 2020. Så følg med på hjemmeside, Facebook og nyhedsbreve.
Alt i alt har Covid-19 ikke forårsaget det kaos, som jeg i starten af nedlukningen havde frygtet. Alle har været gode til at tage hensyn, overholde regler/anbefalinger og i det hele taget været forstående overfor et ”anderledes” år. Mange tak for dét!
Som vanligt er alle disse aktiviteter ikke mulige uden mange medspillere. Terrængivere, lodsejere, dommere, hjælpere, trænere, redaktør af Ruhårsposten, annoncesælger, undervisere på mark, folk, som har frysere stående og er behjælpelige med at tage vildt op til træninger, m.fl..
ALLE gør det muligt at udbyde ovenstående aktiviteter til glæde for hundeejerne og deres firbenede jagtkammerat.
Tusind tak!
Jeg ønsker alle Knæk & Bræk i jagtsæsonen.
Mvh. Hanne Buhr
______________________________________________________________________________________________
Debataftensmøde / lokal generalforsamling, Område Fyn, onsdag d. 21/10-20:
1. Velkomst - 17 deltog heraf 16 stemmeberettigede
2. Beretning for området v/ Hanne Buhr – se ovenfor
3. Gennemgang af årets regnskab v/ Jørgen Madsen – området har en god økonomi selvom Covid-19 har haft indflydelse
4. Gennemgang af fondens regnskab v/ Svend Hansen – området har søgt et tilskud til indkøb af agerhøns og får dette udbetalt ved årsskiftet 20/21.
5. Nyt fra bestyrelsen v/ Jens Toft – information om bestyrelsens arbejde, herunder instruktørkurser. Fra området har Kristoffer Frandsen gennemgået Markinstruktøruddannelsen i aug. 2020.
6. Valg til lokalgruppen:
Jens Ole Dam - modtager genvalg - genvalgt
Jørgen Madsen - modtager ikke genvalg – ingen andre kandidater opstillet, så ingen valgt.
En stor, velment tak til Jørgen Madsen for hans store arbejde udført for område Fyn, både som træner og kasserer gennem flere år! Gave overrakt.
Til kassererposten blev Axel Hansen foreslået af Poul Richardt Pedersen og flere bakkede op. Axel går i tænkeboks!
7. Valg til fondens bestyrelse:
Jes Laulund - modtager genvalg – ikke genvalgt, da Jes havde et ønske om at blive fritaget fra sit hverv. Dette respekteret, med mindre fondens fondats siger, at der skal være fem personer i bestyrelsen..?
Knud Erik Brinkmann - modtager ikke genvalg – ingen andre opstillet.
Således er bestyrelsen p.t. bestående af tre personer.
Der blev foretaget en retningsvisende afstemning blandt de fremmødte om hvorvidt fonden skal forsøges opløst. Alle stemmeberettigede var for dette. Svend Hansen undersøger fondens præmisser.
8. Mest vindende fynske ruhår (fra DM 2019 til DM 2020) – Morild´s Pukki, e/f Danny Loberg Nygaard. Stort tillykke!
9. Lokale aktiviteter - året der gik og hvad skal der ske til næste år? – generel tilfredshed med de mindre hold på dressur/lydighed både fra deltagere og trænere. Loft på antal tilmeldte til holdene fastholdes i 2021.
Forslag til foredragsaften modtaget og der arbejdes videre med flere indkomne forslag.
Forslag om tema-træninger: fuldbrugstræning, JET1-træning, træning til Udvidet apporteringsprøve
10. Diverse – arealerne på Højstrup kan potentielt være fortid, da de kræver en høj betaling for at bruge disse arealer. Et beløb som området på ingen måde kan honorere!
Forslag til alternative træningsarealer indkom.
Snak om hvor frysere evt. kan stå.
Evt. investering i noget, som kan komme områdets medlemmer til gavn: dummyskyder, indkøb af flere dummyer, mv.
Tak for en aften med en god dialog og snak om diverse emner, således at område Fyn fortsat vil være et velfungerende og dynamisk område til gavn og glæde for brugerne.
Mvh. Hanne
Kontakt os hvis du har spørgsmål eller kommentarer til klubben.
Vi besvarer din henvendelse hurtigst muligt.
© 2025 Dansk Ruhår Klub. All rights reserved.
Forsiden
Medlemslogin
Bliv medlem